Ingrid er kommunikationsmedarbejder for SkillsDenmark og med til WorldSkills i Calgary. Læs hendes personlige dagbog fra konkurrencen her.

Tirsdag den 1.9.2009
Sidder og kigger ud over Calgarys mørke skyline, med dagens sidste kop kaffe. Det er stadig lunt og lækkert udenfor, byen sover aldrig - og det har bare været en fuldstændig fantastisk og begivenhedsrig dag.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg har jo aldrig været til WorldSkills før, men åbningsceremonien her til aften på det store stadion, der normalt bruges til det årlige store rodeoshow, var bare helt og aldeles imponerende.

Èt var det spektakulære show med taler, musik, dansere, indianere og motorcykler, der fløj rundt i luften. Det var selvfølgelig rigtig, rigtig flot, men det der gjorde det største indtryk på mig var, da vores danske deltagere gik indmarch.
Vi andre sad selvfølgelig og strakte hals for at se dem alle sammen - Og de så bare så glade og godt ud vores unge mennesker, da de kom forbi. Vi andre hujede og hejede og viftede med de medbragte flag. Det var virkelig stort. 
Jeg fik helt gåsehud, da jeg så dem gå ind, især når jeg tænkte på, hvor meget de hver især har kæmpet for at være kommet så langt, og på hvordan det mon var at være 20 år og gå dernede og se op på tusindvis af glade, klappende mennesker fra hele verden, der alle bare glæder sig til at følge WorldSkills de kommende dage. - Det må da  ha' været fantastisk :-)
Glæder mig allerede til i morgen....

Onsdag den 2.9.2009
Så gik konkurrencerne endelig i gang.
Vores deltagere var også bare så utålmodige i går, at de nærmest ikke kunne holde sig i ro - alting kørte på dem - i lysende kontrast til den koncentration de udviste i dag, mens vi og tusindvis af andre besøgende gik rundt og så på dem, mens de arbejdede.

Det var en fornøjelse. Jeg blev bare rigtig, rigtig stolt af dem - og jeg var ikke den eneste, kunne jeg se - vi var heldigvis mange danskere rundt om på konkurrenceområdet, der gik rundt og frydede os over det engagement, vores deltagere udviser. Det er altså bare stort og ganske særligt at være med til et verdensmesterskab - selvfølgelig som deltager, men bestemt også som besøgende. Jeg blev fuldstændig høj af det i dag - og det var altså ikke fordi jeg stadig har jetlag...

Konkurrenceområdet er enormt, og mere end 960 unge deltagere står og arbejder i kæmpestore telte og haller. Hallerne er klart at foretrække, de er nemlig airconditionerede, og da temperaturen i disse dage sniger sig op over de 30 grader, må det altså ikke være den rene leg at arbejde hårdt rent fysisk i lange overalls og store arbejdssko ...heldigvis blev der delt vand ud i rigelige mængder.

- Havde vildt lyst til at vinke og heppe højt  på vores deltagere, når jeg kom forbi dem, men prøvede at holde armene nede for at forstyrre mindst muligt. De har brug for koncentrationen....fortsat good luck herfra - glæder mig til at se, hvor langt I er kommet i morgen. 

Her ses Kenneth - i fuld gang med at måle op

Torsdag den 3. september
Så kom den anden konkurrencedag i hus - og vores deltagere kæmper bare derudaf.

Nogle har selvfølgelig haft en bedre dag end andre, og lige som man glæder sig over at høre om dem, der har haft en super dag :-) , gør det tilsvarende ondt i maven at høre om dem, der har kikset et eller andet :-(
Men jeg ved jo godt, at når vores deltagere konkurrerer på så højt et plan, som de gør, er det nogle gange virkelig små marginaler, der afgør, om de får hevet et værdifuldt point i land,  - og de bliver jo både målt på tid og akkuratesse...
- Jeg synes bare, det er så synd for dem, når noget går galt - de kæmper virkelig - og det er så flot håndværk...

Nå, men selv om jeg kunne stå og kigge på vores deltagere og krydse fingre for dem hele dagen lang, så er det også ved at gå op for mig, at WorldSkills er andet og mere end "blot" et verdensmesterskab.
WorldSkills er også et gigantisk udstillingsvindue rettet mod kommende faglærte, læs: rettet mod skoleelever, og derfor er også i tusindvis af skoleelever til WorldSkills. De går rundt og suger til sig, og de enkelte fag har stillet båse op, hvor de tager eleverne ind holdvis og fortæller om deres uddannelser - Det er alletiders, og så skaber alle eleverne selvfølgelig også en ganske særlig stemning og en masse halløj og fest og ballade. ..

Men sikke en dag, det har været. Dramatik og spænding i konkurrencerne og så begyndte det tilmed også at blæse ret kraftigt i løbet af eftermiddagen, og jeg hørte her til aften, at et af de helt store telte var blevet evakueret netop som konkurrencerne var blevet fløjtet af for i dag - man frygtede simpelthen at teltet ville kollapse - heldigvis skete der ikke noget
- håber på mere stille vejr i morgen...

 Skoleleverne lytter interesserede på, hvad der fortælles om de enkete fag

Fredag den 4. september
Sikke en dag vi har haft - vi bliver bombarderet med spændende indtryk og oplevelser herovre, og personligt er jeg ved at være lidt træt, måske også fordi det er aften nu - ikke af at være her, bestemt ikke, men bare træt. 

Vores deltagere konkurrerer fortsat - hos et par stykker går det rigtig godt - og hos de fleste har vi ikke rigtig noget indtryk af, hvor de ligger henne i forhold til konkurrenterne. Men de kæmper. Ind i mellem kan man se desperatioenen og frustrationen lyse ud af dem, når vi går rundt og kigger, men heldigvis ser de også rigtig glade og stolte ud  ind i mellem. Det er et hårdt, hårdt pres at konkurrere på verdensplan - det kræver virkelig sin mand  - og kvinde. De glæder sig til at blive færdige nu.

I dag besøgte vi et gigantisk stort telt på konkurrenceomådet, som var rigtig spændende.
Teltet hedder "Skill City". Og er et flere 1000 kvm stort område, hvor besøgende -skolelever i særdeleshed - kan prøve deres egne færdigheder af i forhold til de mange spændende fag, der er repræsenteret her. Det så rigtig sjovt ud og var vildt populært blandt eleverne.

Hos vvs'rne kunne de fx få lov til at lave et springvand, de kunne ta' med hjem, hos møbelsnedkerne, kunne de lave sig en flot lille æske med udskæringer osv. - Det kunne jeg godt drømme om, at vi kunne stable på benene hjemme i dk, når vi skal lave det første fælles danmarksmesterskab
 - det er vildt inspirerende at se hvad de magter her - med god hjælp fra både den canadiske regering, Calgary's-bystyre og fagforeningerne - de lægger et kæmpe stykke arbejde her -- det er helt fantastisk.

Vi var så heldige at få lov til at afslutte dagen med en bustur til de fantastiske Rocky mountains. Det var fuldstændig overvældende smukt, og jeg overvandt heldigvis mig selv og kørte med op på en bjergtop med en meget lille kabelbane - De bjerge er  noget af det smukkeste jeg nogensinde har set -  og total grænseoverskridende for sådan en som mig, der begynder at hyperventilere bare jeg skal i rundetårn med mine unger....
Glæder mig til at se vores deltagere blive færdige med konkurrencerne i morgen.

Lørdag den 5. september
Aldrig har jeg set så mange hektiske røde kinder samlet på et sted. Deltagerne kæmpede til det absolut sidste rundt om i telte og haller - og havde røde kinder, og deres nærmeste og alle os andre besøgende stod åndeløse på sidelinien og fulgte intenst de sidste øjeblikke - også med røde plettter på kinderne og flere også med en tåre i øjenkrogen.
Det ér bare stort at være vidne til et VM fra første parket.

Vores deltagere har bare alle sammen givet alt, hvad de overhovedet har i sig - og så lige lidt til. Respekt for det.
Flere af dem sagde også til mig her bagefter, at de havde gjort alt, hvad de overhovedet kunne, og det var det vigtigste for dem personligt, så kom drømmen om hvor langt deres indsats kunne bringe dem i forhold til en medalje i anden række.

De fleste blev færdige i eftermiddag omkring kl 14 - nogle få er dog først færdige her i aften - og efter lige at have sundet sig lidt, gik de straks i gang med at pakke deres værktøj ned i store kasser, der skal med hjem til Danmark.

Nu venter der 24 lange timer, før vi får noget at vide om medaljerækken - Dommerne voterer i aften og nat, og vi får intet at vide før ved selve medaljeoverrækkelsen - det er jo næsten ikke til at holde ud. Tænk hvis vi får lov til at rejse hjem med en medalje..... Kryds fingre for os...

Så glad og lettet ser man ud, når konkurrencen er overstået. Tommy  (i midten med kansas på ryggen) har tilmed overskud til at sidde og hygge med konkurrenterne

Søndag den 6. september
Så kom dagen  - endelig -  hvor vi skal ha' syn for sagen - får vi en medalje eller hvad? Rygterne svirrer over morgenmaden her til morgen på hotellet, for nogle har hørt et og andre snakket med nogle - og... man aner ikke, hvad man skal tro. Det klogeste er nok at væbne sig med tålmodighed,  - men det kunne nu være fedt at komme hjem med en medalje, og jeg synes også virkelig, vores deltagere fortjener det, om ikke for andet, så for udholdenhed - de har godt nok kæmpet....

Men sådan kom det desværre bare slet ikke til at gå... Det startede ellers meget godt - alle vi supportere var på plads sammen med tusindvis af andre i den kæmpe store sports-arena, og der var flag og popcorn og vand alle vegne og en hujen og en hejen og monstervarmt... 

Og så gik det hele i gang. Vores deltagere sad forventningsfulde og ventede på, at deres navne skulle blive råbt op, og der kom sang og musik og et ret flot show, men ingen danske navne blev råbt op - nederen hvis du spørger mig -  øv, hvor føles det bare uretfærdigt - jeg synes, det er helt vildt synd for vores deltagere, og de hænger da også noget med nakken. - At det så i den store sammenhæng er flot, at vi fik 5 ud af 15 af vores deltagere med blandt verdens top 10, kan jeg nok først se det helt skønne i  - i morgen...                              Godnat her fra Calgary.