Studievejledning i stafetform

folkeskole1web

Den åbenbare præmie var en Ipod. Den mindre synlige gevinst ved stafetten for 9. klasser var, at eleverne blev introduceret til en lang række erhvervsuddannelser.

- De her elever har fået øjnene op for, at der er noget, der hedder erhvervsuddannelser, pointerer Per Hansen.

Han er UU-vejleder i Odense og har på vegne af SkillsDenmark stået for folkeskolekonkurrencen, som fandt sted om fredagen under DM i Skills. Her deltog 36 klasser fra Region Syddanmark. Ligeså vigtig var de indledende udtagelseskonkurrencer, hvor op imod 1400 elever enten har haft besøg af Per Hansen eller har besøgt en erhvervsskole.

Tanken er helt enkelt at lokke elever ud på erhvervsskolerne og til DM i Skills, så de oplever, hvad erhvervsskolerne har at tilbyde. De ser nogle af fagenes allerbedste elever i arbejde, og de prøver selv at klare praktiske opgaver under tidspres. Ifølge Per Hansen var både lærere og UU-vejledere imponerede over DM i Skills, og det udbytte eleverne fik med hjem.

Det bekræfter denne kommentar:

- Jeg er virkelig glad for at være her i dag med mine to 9. klasser. Mange af mine elever tror kun, man kan gå gymnasievejen, men en stor del af dem ville få langt større succes ved at vælge en erhvervsuddannelse. Og det håber jeg, de får øjnene lidt op for i dag. Arrangementet her giver et rigtig godt indblik i, hvad erhvervsuddannelserne har at tilbyde, sagde Lene Eilrich fra Humlehaveskolen, da hun besøgte DM i Skills.