|
Startskuddet til den lokale udtagelseskonkurrence til DM
i Skills lød torsdag morgen den 9. september på EUC Sjælland. Her
gik det løs blandt tømrere, malere og vvs'ere.
Af Tina Friis Hansen
Hos vvs'erne lød opgaven på at fremstille "En direkte
fjernvarmeinstallation med gulvvarme". Der var sat otte timer af
til opgaven, og de fire elever gik i gang med krum hals.
Joshua Ørnbøl, 20, Slagelse (i lære hos Sørby VVS) løb af med
førstepræmien, da han havde koldbukket rørene i netop 45 og 90
grader, som opgaven fordrede. Derudover var hans blødlodninger med
fem procent sølv helt i top, så de to faglærere Ole Jensen og Ronny
Sørensen var ikke i tvivl om, at det var Joshua, der skulle videre
til de regionale mesterskaber 5.og 6. november. Ind på andenpladsen
kom Kasper Lund, Nexø (i lære hos VVS-Center Bornholm), som også
ryger videre til de regionale mesterskaber.
Faglærer Ole Jensen uddyber, hvad der kræves af en elev til de
lokale mesterskaber:
- Opgaven er svær, når man er ung og uerfaren. De skal kunne
bukke rør, overholde mål og så er opgaven tilmed på tid. Jeg har
bedømt mange svendeprøver i tidens løb, så det var absolut ikke en
nem opgave, siger han.
Sabrina Nielsen, 21, Haslev, forstår at svinge malerpenslen. Hun
løb med førstepladsen ved de lokale mesterskaber inden for
bygningsmaler-faget, og gav dermed de seks andre elever på
uddannelsen baghjul. Sabrina Nielsen havde løst opgaven inden for
de 13,5 time, der var til sat af til den. Hun skulle nå tre
delopgaver. For det første skulle hun ramme en farveprøve på 15
minutter. Det vil sige, at hun fik udleveret en farveprøve, som hun
efterfølgende selv skulle blande, så resultatet var identisk med
det udleverede. Hun skulle også demonstrere, at hun kunne male en
plade uden at efterlade striber og spor fra penslen og sidst fik
hun udleveret noget tapet, som hun skulle bruge til at dekorere en
væg med, hvor hun også malede et forelsket par med et hjerte
mellem se. Sabrina går videre til de regionale mesterskaber i
starten af november, hvor hun skal dyste mod de andre
bygningsmalere i regionen.
|