Finsk bronze til Glenn

Glenn Holst Nielsen fra Silkeborg Tekniske Skole fik en tredjeplads ved de finske mesterskaber i Oulu. Den flotte placering er et træningstrin på vejen mod det endelige mål om VM-guld i London 2011.  

Vognmaler-Glenn

Han vandt guld ved vognmalernes Danmarksmesterskab, fordi han er en god håndværker. Nu skal Glenn Holst Nielsen udvikles til også at være en knivskarp konkurrencedeltager, og derfor deltog han sammen med sin træner fra Silkeborg Tekniske Skole ved de finske mesterskaber i Oulu i slutningen af april. Her blev det til en flot tredjeplads.

- Og hvis de finske dommere havde dømt efter deres egne regler, så havde Glenn fået en andenplads, siger den unge vognmalers træner Jens Söndergaard Hansen.

Ordene bliver sagt med et smil, men man skal ikke være i tvivl om, at Jens Söndergaard Hansen mener, hvad han siger. Der er nemlig et klart mål med det hele: Vognmalerne vil være det første fag fra Danmark, der vinder guld ved WorldSkills.  Det betyder, at 20-årige Glenn Holst Nielsen, der bliver færdigudlært fra M.J. Autolakering i Lyngby til august, skal lære at arbejde koncentreret med konkurrenceopgaverne. Også selvom han er under tidspres, og der står en kødrand af tilskuere. Derfor deltog Glenn Holst Nielsen ved de finske mesterskaber, og han skal formentlig også være med til både det svenske og det norske.

27.-29. januar 2011 er han med for vise sit fag ved det fælles Danmarksmesterskab for erhvervsuddannelserne i Odense, inden det handler om WorldSkills i London efteråret 2011.

Konkurrencerne og den fremtidige guldmedalje er ren og skær markedsføring for Silkeborg Tekniske Skole. Vognmalernes deltagelse ved Skills-konkurrencerne har da også allerede givet skolen både god international reklame og et internationalt netværk. Det betyder blandt andet, at skolen i dag modtager svenske elever, at skolens lærere underviser i Spanien og, at skolen har indgået en kontrakt med BASF Glasurit om udveksling af viden og knowhow. Alt udspringer af kontakter Silkeborg Tekniske Skole har fået ved WorldSkills.

- Vores ambition er at blive en europæisk skole. At det er os, man tager til, hvis man vil opnå det højeste niveau, siger Jens Söndergaard Hansen og tilføjer:

- Vi er ikke i tvivl om, at skolen er verdens bedste. Vi skal bare have andre til at forstå det.