Kontakt
KTS har fundet sine vindere
I uge 26 afholdt Københavns Tekniske Skole skolemesterskab for tømrerne. I år var det fordelt på to skoleafdelinger - på Rebslagervej i Nordvest, som går videre med to elever, og på Tæbyvej i Rødovre, som går videre med fire. Titlen som skolemester er adgangsbilletten til Regionsmesterskaberne, der afholdes på Erhvervsskolen Nordsjælland den 26./27. november 2010. Vinderne herfra kvalificerer sig til Danmarksmesterskaberne, der afholdes i Odense ultimo januar 2011.
Det første fælles Danmarksmesterskab for erhvervsuddannelserne, i øvrigt. Herfra går turen videre til World Skills - VM i håndværk - der afholdes i London efteråret 2011. På Rebslagervej kan Thomas Sitges Busse (Tømrermester Flemming L. Schmidt, og Niclas Johansen (Jakon A/S) bryste sig med titlerne som skolemestre.
På Tæbyvej er det Mikkel Faigh Ratz (Tømrer og Snedkermester Morten Liisberg Aps), Tobias Skov Pedersen (N.A. Nielsen og søn, tømrermestre A/S), Oliver Sebastian Thygesen (Jönsson A/S) og Mikkel Salomon Grønvaldt (W & S Tømrerentreprise Aps.), der skal dyste i Regionsmesterskabet. KTS-elever til Europamesterskab I år har to tømrer-elever fået æren af at deltage i Europamesterskaberne for tømrere, der afholdes i Tyrol i slutningen af september. De to elever blev udpeget i forbindelse med skolemesterskabet. Det er Mikkel Faigh Ratz og Oliver Sebastian Thygesen. De to elever er allerede gået i træning: En af opgaverne til skolemesterskabet er taget fra Schweitzermesterskabet i 2007, som især udfordrer eleven på sin rummelige forståelse. "Det kræver ikke kun talent. Det kræver også, at du er lidt nørd til dit fag. At du virkelig vil det - også i fritiden. Ellers lærer man ikke at knække koden til faget," fortæller faglærer på Tæbyvej. Han er sikker på, at de helt rigtige elever er fundet.